Projektet - Naturpleje af ålegræs på fjordbunden

Naturpleje af ålegræs på fjordbunden

 

Projektet vil udvikle metoder til naturpleje ved at udså ålegræs i felter, der hæmmer erosion af den bare fjordbund med det mål at fremskynde genetableringen af ålegræs i Ringkøbing Fjor

Udbredte bestande af ålegræs er afgørende vigtige for de økologiske systemer i det danske kystnære vandmiljø, da udbredte bestande af ålegræs har en høj produktivitet, stabiliserer økosystemerne og virker som næringsstoffiltre i fjordene og i forhold til næringsstofbelastningen af de mere åbne farvande. Kystnære vandområder med store veludviklede bestande af ålegræs er dermed i en stabil god økologisk tilstand.

 

 

 

 

Biopix, Zostera Marina

I Danmark spiller rene kyst- og fjordområder en stor rolle i befolkningens bevidsthed. Mange bruger kystområderne til sportsaktiviteter og andre rekreative friluftsaktiviteter, som er med til at sikre befolkningen høj livskvalitet. Der er et betydeligt menneskeskabt pres på havmiljøet i form af ressourceudnyttelse og forurening med især næringsstoffer. Klimaændringerne vil også presse fjordområderne i den gale retning. Der er derfor behov for, at der udvikles aktive naturplejende foranstaltninger, der understøtter udvikling af god økologisk tilstand i vores fjordområder.

 

Det overordnede mål med det ansøgte projekt er at kombinere vores viden om ålegræssets spredningsbiologi og vandplanters vækstbetingelser i Ringkøbing Fjord til aktivt at fremme genetableringen af ålegræs og parallelt hermed at formidle aktiviteterne til den lokale offentlighed og til lokale og nationale aktører, for hermed at skærpe bevidstheden om hvad naturgenopretning indebærer, og forbedre vores viden om hvordan det kan gennemføres i praksis.

 

Projektaktiviteterne er opdelt i et 2½ årigt feltstudium i Ringkøbing Fjord, hvor vi vil undersøge frøproduktion og teste metoder til aktivt at fremme genetablering af ålegræs og formidlingsaktiviteter i tilknytning til feltstudiet i fjorden. Alle aktiviteterne er dog tæt forbundne idet feltaktiviteterne vil bidrage til at styrke formidlingen omkring naturen og naturgenopretning i Ringkøbing fjord og de afvikles i tæt samarbejde mellem projektdeltagerne. Vi vil opmuntre speciale- og projektstuderende ved Aarhus Universitet til at deltage i projektaktiviteter under arbejdspakke 1 og 2.

 

Genetablering af ålegræs

 

Genetableringen af ålegræs i Ringkøbing Fjord er sandsynligvis begrænset af en utilstrækkelig spredning af frø fra de tilbageværende bestande og af ustabile sedimenter. Formålet med projektet er at afprøve teknikker, der øger bundens stabilitet i felter, hvor vi tilfører ålegræsfrø. Ålegræs der spirer op vil efterhånden kunne spredes ved at danne udløbere og ved at selv at producere frø, der kan vokse op i læ af den etablerede vegetation (Olesen & Sand-Jensen 1994).

Områder til udsåning lokaliseres på baggrund af historiske luftfotos og kortlægninger af vegetationen i Ringkøbing Fjord, samt aktuel viden om lysforhold ved bunden og salinitet indhentet fra det eksisterende moniteringsprogram i fjorden. Til stabilisering af bunden bruges biologisk nedbrydelige måtter, af samme type som anvendes ved vandløbsrestaurering og anlæggelse af grøfter langs vejanlæg. Den valgte måtte type, der forinden er testet for effekten på frøenes spireevne, forankres til fjordbunden i felter af forskellige størrelser, idet vi forventer at selvbeskyttelsen mod fysisk stress stiger med arealet af den etablerede vegetation (Olesen og Sand-Jensen 1994). Endvidere vil vi teste om tilstedeværelsen af den noget mindre, men hurtigvoksende Langstilket havgræs (Ruppia sp), kan fremme etablering af ålegræs ved at så frø mellem rodfæstede havgræsskud. Spiringssucces, den efterfølgende skuddannelse og -dødelighed samt tilvæksten ud fra randen af de manipulerede felter og kontrolfelter registreres over tid i op til to vækstsæsoner. Ændringer i skudantal og arealet af den etablerede vegetation vil blive sammenholdt med variationer i basale parametre som temperatur, salinitet og turbiditet, der måles i hele forsøgsperioden.

 

Formidling af ålegræsprojektet

 

Projektet skal skabe mulighed for en nuanceret dialog om udviklingen af naturplejende foranstaltninger, der understøtter undervandsvegetationen hen i mod god økologisk tilstand i vores fjordområder. Formidlingsaktiviteterne er rettet mod kommuner og stat, der har ansvaret for naturforvaltningen af beskyttede naturområder og mod foreningerne DOF, DN og Danmarks sportsfiskerforbund, der også er meget engagerede i naturbeskyttelse og -forvaltning.

Undervandsvegetations vigtighed i fjordsystemer er ukendt for de fleste, idet man ikke kan se planterne og dermed ikke tillægger dem den betydning, de reelt har for det økologiske system. Lokalbefolkningen skal derfor trækkes ned under vandet gennem filmoptagelser og billeder.

 

Her på hjemmesiden skal man gennem nyhedsbreve kunne følge med i projektets gang over årene. Vi vil endvidere tage kontakt til det lokale dagblad, TV-midtvest og lokalradio P4 midtvest i forbindelse med feltaktiviteter for også derigennem at formidle om projektet.

 

Midtvejs i projektet udarbejdes en artikel i forbindelse med ekskursion til lokaliteten for relevante aktører, der udgøres af DOF, DN og Danmarks sportsfiskerforbund. Vi vil i den forbindelse fremstille en pjece, som formidler projektet i sin helhed og de foreløbige resultater. Pjecen skal henvende sig til lokalt interesserede og til faggrupper i stat og kommuner og vil blive uddelt ved ekskursioner og i forbindelse med præsentationer af projektet i forskellige sammenhænge. Diskussionen med kommunen om behovet for at udvikle aktive naturplejende foranstaltninger, der understøtter udvikling af god økologisk tilstand i vores fjordområder håber vi, kan løftes i kommunens ”Det grønne råd”.

 

Ved projektets afslutning fremlægges projektets resultater og en diskussion af behovet for at udvikle aktive naturplejende foranstaltninger i fjordområder i en rapport, som skal præsenteres for Kommunernes Landsforening, Ringkøbing-Skjern Kommune og de øvrige fjordkommuner i landet. Rapporten skal også præsenteres for Naturstyrelsen, der håndterer og godkender virkemidler til brug for realisering af miljømålene i vores fjordsystemer.

Endvidere vil vi i løbet af projektperioden forsøge at blive inviteret til at fremlægge projektets resultater ved de årlige konferencer ”Miljø og Natur” http://naturogmiljo2016.dk/ og ”Dansk Havforskermøde”.

 

Landdistrikter

 

Vi kan bidrage med nye projekter og forretningsudvikling – både når det drejer sig om, mennesker og bosætning, erhvervsliv samt natur og miljø.

Natur og miljø

 

Vi vil gøre det muligt at tjene penge på naturpleje, så naturen i vores egn får højere naturkvalitet og bliver endnu mere værdsat.

Lokale Fødevarer

 

Vi vil markedsføre vores egn som det vestjyske spisekammer. Vi vil arbejde for, at vestjyske produkter bliver det naturlige førstevalg i husholdninger og offentlige institutioner.

 

Udvikling

 

Vi skaber lokal udvikling. Vi henter tilskudsmidler hjem til vores egn, som skaber vækst og positive synergier - Vi vil vise vejen til at turde tage vækst og udvikling i egen hånd.

 

landudviklerne

-v Urup & Kaiser

Landudviklerne ApS- Ånumvej 28 - 6900 Skjern - CVR 35832599